Tilbud uge 26

SuperBest
Pino Padthaway pinot noir, 3 flasker 145 kroner
Falesco, Rosso eller Bianco Umbria, 3 liter BiB, 119 kroner
Specialcuvee Pinot fra et køligt område.
Falesco har gået sin sejersgang, rigtig god pris for 3 liter velsmag

Kvickly
Cabernet Sauvignon, Merlot eller Sauvignon Blanc. Miolo, Brasilien. 2 flasker 110 kroner
Marques Casa Concha Cabernet Sauvignon, Merlot eller Chardonnay, Concha y Toro, Chile. 2 flasker 149 kroner.
I Brasilien har Miolo fundet nye tørrere vindistrikter, der giver kraftigere og mere velstruktureret vin. Marques Casa Concha er Concha y Toros gamle prestige serie. God til fremragende kvalitet for beskedne penge.

SuperBrugsen
2 flasker for 100 kroner, blandt andet Chateau Cannon, Lirac Rose “Les Chenaies”, og Dourthe hvid Graves.
Så er der fransk i SuperBrugsen! Cannon er et slot i Canon-Fronsac, godt bordeaux alternativ til de dyrere områder i Médoc og St-Emilion. Lirac Rosé er et billigere og næsten ligesågodt alternativ til Frankrigs berømteste rosé Tavel, der ligger lige op ad Lirac over Rhone floden fra Chateauneuf-du-pape. Og så er der hvid Graves fra kvalitetsafskiberen Dourthe.

Føtex Food
Koyle 2009, Syrah eller Cabernet Sauvignon Chile, 2 flasker 115 kroner.
Anmelderrost producent på tilbud. Chilensk vin i denne prisklasse er simpelthen forbløffende god. Selv om man ikke direkte kan sammenligne, kan man godt sige, at fransk og italiensk vin på det her niveau ville koste omkring 200 kroner flasken.

Salling Vinshop
Boland Cellar Cappucino Pinotage 2010, 64,95 kroner
Backhouse Pinot Noir 2010, Californien. 2 flasker for 150 kroner (normalt 109 for 1).
Familia Zuccardi Q Tempranillo 2005, Argentina, 74,95 kroner
Borsao Tinto Selección Joven 2010, Campo de Borja, 59,95.
Castillo de Monjardin Crianza 2008, Navarra Spanien, 69,95 kroner.
McWilliams Hanwood Estate Cabernet Sauvignon 2008 eller Shiraz 2009, 2 flasker 110 (1 for 89,95)
Morandè Pinot Noir Pionero 2009, Chile. 54,95 kroner
Og så er jeg taget i Salling, som pt holder udsalg. Tilbuddene her er fra deres online vinshop, hvor fragten er 90 kroner, men de kan fås i butikken også.
Boland Cellar beskrives som en vin med smag af Cappucino. ??. Om der er tilsat kaffe, eller det bare er vinen, der smager lidt sådan, står der ikke. Backhouse er prisvindende pinot noir blandet fra forskellige områder i Californien. Åbenbart kølige områder, vinen holder kun 12,5 % hvilket er ret usædvanligt i Californien. Zuccardi er berømt for deres Tempranillo, en usædvanlig drue i Argentina. Ses sjældent i dk. Borsao er en af mine spanske favoritter fra Aragoniens højland. Frisk joven garnacha fra oldgamle vinstokke. En eksplosion af frisk frugt.
Og en anden fra Spanien. Castillo de Monjardin laver en herlig klassisk crianza, midt mellem Rioja og Penedes i stilen. Ny i Salling, der længe har haft deres rose og chardonnay.
McWilliams Hanwood Estate er en af de producenter, der oftest fremhæves som best value. Her ekstra sat ned; fadlagrede vine fra udvalgte parceller, rundt omkring i Australien.
Morandé er endnu en anmelder og vinmesse darling. Denne pinot kan være noget af det bedste til prisen i Danmark!

Verden rundt med Pinot Noir

Chalonnaise Frankrig, Marlborough New Zealand

Det er en almindelig opfattelse at god pinot noir altid er dyr. Især fordi druen er krævende både hvad angår klima, men i særdeleshed også behandling af druer og vin. Jeg vil prøve at tage jorden rundt og se på pinot i 50-100 kroners klassen. Verdens vinmagere er blevet utrolig meget dygtigere i de seneste år, og det er min fornemmelse, at der nu er rigtig meget god og typisk pinot noir at få for rimelige penge.

Vi starter ud i Frankrig, nærmere betegnet Mercurey i Chalonnaise området lige syd for de kostbare og klassiske vinmarker i Cote d’Or. Jeg fandt meget tilfældigt i REMA 1000 en flaske Mercurey 2009 fra Chagny avler / negocianten Emile Chandesais’ Domaine de la Grangerie. Der var ikke sat pris på vinen endnu, så jeg frygtede det værste, men fik ved kassen at vide, at flasken kostede beskedne 79 kroner. Altså næsten nede i et prisleje som min allerførste Mercurey årgang 1973, som jeg købte i 1983 i Næstved for ca. 64 kroner. Det var en premier cru fra marken Clos Montaigu, prægtig vin i fin form trods de 10 år. Mercurey går for at være den vin fra Chalonnaise der har mest af kvaliteten fra de store cote d’or vine, og det mærkede man virkelig også i denne premier cru.
REMA 1000s Mercurey er dog noget mere ydmyg, god mørk farve, men meget let i duften af jordbær og kirsebær. Frisk syre og sødlige aromaer i munden. En bourgogne, der typisk kan betegnes som korrekt, men heller ikke meget mere. Ingen fejl, ingenting der stikker ud, og den smag og duft der kendetegner pinot er tilstede, men altså i meget beskedent omfang. Slet og ret lidt kedelig uden den bjergtagende charme jeg elsker ved pinot. Men nok ret betegnende for hvad man kan få fra bourgogne i dette prisleje. Og så har den endda kostet godt over 100 kroner i England.

Så er det jo rart, at der er andre producenter rundt om i verden, der kan tilbyde den “ægte” vare i dette prisleje. Vinspecialisten / HJ Hansen har et tilbud på en New Zealandsk pinot noir, ARA Composite fra Marlborough til 80 kroner. Jeg ved ikke hvad førprisen var, men gætter på et stykke på den anden side af 100 kroner. Duften fra glasset møder mig med den der flygtige uforklarlige og meget gennetrængende næsten musk-agtige fløjlsgrød fornemmelse, frisk syrlig og sødladen på en gang. Også masser af blød flødeagtig fylde i munden med en friskhed af jordbær og ribs, der bare kalder på en ekstra mundfuld. En lille mineralsk snert i den syrligt friske eftersmag slutter det hele af. Ikke voldsomt lang smag, men meget lækker. En vin, der er et helt typisk eksempel på, hvorfor jeg elsker pinot noir.

Jamen jeg skal ikke have 12 flasker!

Guide til kundevenlig vin nethandel

Prisen for at købe enkelt flaske vin, er ikke særlig tillokkende hos de dominerende internet vinhandlere.
Der skal købes 12 flasker af den samme vin for at få en god rabat. Og så er der fragtprisen, der mange steder er over 100 kr, også selvom du kun skal bruge 1 flaske! Der lader ikke til at være grund til at handle vin på nettet, hvis du ikke ejer en restaurant, eller er direktør, der skal indkøbe julegavevin til alle dine ansatte.

Men der er ved at komme alternativer. Parkwine i Viby ved Aarhus bringer vinen gratis ud i hele Aarhus området, også selvom du kun køber 1 flaske! Vinimperiet i Randers tager kun 10 kroner i fragt pr. flaske. Og hos Smag Først i Aarhus kan du købe smagsprøver af hele sortimentet i ampuller med 2 dl for kun 9 kr, uanset hvad vinen koster pr. flaske. Fragten er faste 45 kr. Så skal du lave en 3 retters scoremiddag, så køber du 2 smagsprøver af 3 forskellige vine, så dig og kæresten kan få et glas hver til hver ret. Hele vinherligheden kommer til at koste dig 103 kroner. Det er da fantastisk!
Endelig bringer fragtfri vin (selvsagt) vinen ud til dig uden omkostninger. Til gengæld er deres vine ikke særligt billige, men de giver nogen rabat ved køb af 6 eller 12 stk. af samme vin.

Fremover vil jeg kulegrave de danske internet vinbutikker, og skrive om mine oplevelser her.

www.parkwine.dk
www.vinimperiet.dk
www.smagfoerst.dk
www.fragtfrivin.dk